Ingeborg Skeel

Var ilde berygtet, det siges at hun have samkvem med "gammel Erik" (djævelen), der omgikkes hende i for af en stor sort hund.

Ved sin moders død i 1586 arver, Ingeborg Skeel til Voergård i Vendsyssel, samt Ullerupgård, hun var kendt for sin hårhed, men desuden en meget dygtig kvinde, der byggede den nuværende Voergård, i det 16. århundrede.

Denne dame var kjendt før strænghed og grusomhed mod sine bønder. Særlig er der to begivenheder, knyttet til hende og fortalt fra slægtled til slægtled og optaget i sagnsamlingen. Det første er sagnet, om hendes hollandske bygmester, som hun skal have skubbet i voldgraven, da de efter bygningens fuldendelse stod på broen for at tage det fuldførte værk i øjesyn. At bygmesteren var hollænder kan forklares derved, at sandstenen eller tufstenen var sendt fra Holland til benyttelse af de smukke ornamenter der pryder vinduer, porte og døre udvendig.
Det andet sagn er om en dreng, som hun skal have ladet fingrene hugge af, fordi han plukkede rugaks på en af hendes agre. Der synes at have været noget til grund for det sidste sagn, for det fortælles, at der var indsat en stenplade inde i den smukke indkjørselsport, og at der var en indhugning eller måske relief derpå forestillende en dreng med afhuggede fingre.

Hun var gift med Otto Branner, og efter hendes død 1604 deles Godset, da hun var barnløs.

Ingeborg Skeel til Voergård
Født:	1540
Død:	17/10-1604
Ægtefælde:	Otto Branner
Børn:	?
Forældre:	Niels Skeel / Karen Krabbe Glob

Var ilde berygtet, det siges at hun have samkvem med "gammel Erik" (djævelen), der omgikkes hende i for af en stor sort hund. Ved sin moders død i 1586 arver, Ingeborg Skeel til Voergård i Vendsyssel, samt Ullerupgård, hun var kendt for sin hårhed, men desuden en meget dygtig kvinde, der byggede den nuværende Voergård, i det 16. århundrede. Denne dame var kjendt før strænghed og grusomhed mod sine bønder. Særlig er der to begivenheder, knyttet til hende og fortalt fra slægtled til slægtled og optaget i sagnsamlingen. Det første er sagnet, om hendes hollandske bygmester, som hun skal have skubbet i voldgraven, da de efter bygningens fuldendelse stod på broen for at tage det fuldførte værk i øjesyn. At bygmesteren var hollænder kan forklares derved, at sandstenen eller tufstenen var sendt fra Holland til benyttelse af de smukke ornamenter der pryder vinduer, porte og døre udvendig. Det andet sagn er om en dreng, som hun skal have ladet fingrene hugge af, fordi han plukkede rugaks på en af hendes agre. Der synes at have været noget til grund for det sidste sagn, for det fortælles, at der var indsat en stenplade inde i den smukke indkjørselsport, og at der var en indhugning eller måske relief derpå forestillende en dreng med afhuggede fingre. Hun var gift med Otto Branner, og efter hendes død 1604 deles Godset, da hun var barnløs.