Nis Nissen

Ejer af Spøttrup hovedgård og gods i Salling.

Peder Nissen, Nis Nissens far, og hans hustru Bodil Hillerup var vestjyske bønderfolk der havde tjent sig op ved studehandel. Sønnen Nis Nissen var født 1771 i Hillerup ved Ribe, hvor faderen havde sin første gård og allerede da så velstående, at han 1778 kunne købe Voldbjerg og sætte den opvakte dreng i Ribe Latin skole. Få år efter købet af Spøttrup døde han imidlertid (1788) og den syttenårige yngling måtte forlade skolen og studierne, og drage til Salling for at hjælpe moderen med bedriften...
Den unge Nis Nissen drev således gården for sin moder i faderens spor, fra 1802 som den virkelige ejer. Den 19. juni 1803 fik han Spøttrup lovformeligt tilskødet og samme år giftede han sig med Karen Stadel fra Ullerup, Mors.
I 1808 døde moderen, og han måtte udløse sine fire søskende for at få fuld rådighed over gården. Det blev svære år for den unge herremand, de vanskelige tider omkring 1813 var ved at slå ham helt ud, men ihærdigt slid og stor sparsomhed bragte ham over de økonomiske vanskeligheder. Og fremgangen holdt sig. I trediverne stod han på højdepunktet, kaldtes på egnen "Kongen af Salling"... Nis Nissen blev efterhånden en meget rig mand - flere tønder guld værd. Menigmand tog det bogstaveligt, og der gik de særeste rygter om tønder med guld, der stod opstablede i de gamle hvælvinger".

Nis Nissen på Spøttrup, der sikkert har stået som et forbillede for mange, var bekendt for sin store nøjsomhed, dog var han altid parat til at hjælpe, hvor det var på sin plads.
Der fortaltes, at han forbød, at der måtte ringes med kirkeklokken i Rødding Kirke, "den ringning sled på klokken og var til ingen nytte". Han tog ingen som helst hensyn til det religiøse som er forbundet dermed, og så med et verdsligt øje på sagen, der fik ham til at udbryde: "Solen går så pinede nok sin gang, enten degnen hænger i klokkestrengen morgen og aften eller ej", og byens lærer havde sikkert ikke noget imod at blive fritaget for den byrdefulde forretning, om det var muligt, da han havde et længere stykke vej til kirken.
Man anså på den tid Nis Nissen for at være Jyllands rigeste godsejer. Han ejede således hele det store sogn med 40 fæstegårde og 26 huse med jord til, og dog satte han sig imod at afstå 6 tdr. land fra sin fæstegård til skolen, som ingen jord havde, og læreren var lønnet med kun 300 rdl årlig hvorfra blev trukket 50-60 rdl i penge til den forrige lærers hustrus pension, så ingen lærer ville forblive der.
Nissen blev dog dømt til af kancelliet at afstå jorden. Skolen var klinet op af ler og med faste borde i stengulvet, og døre og vinduer var utætte. Denne mand, der ikke ville gøre det mindste for at forbedre de elendige forhold i sin landsbyskole.

Nis Nissen var en mand af den gamle skole. Streng og stædig i sin retsbevidsthed, fordringsfuld over for andre, men ikke mindre over for sig selv, retskaffen og ordholdende i al sin færd. En streng husbond var han, om hvis hårdhed der fortaltes mange tider smigrende træk, men hans eftermæle hos de Spøttrup fæstebønder kan ikke have været det sletteste; thi de bar ham ved hans ligbegængelse fra gården til hans sidste hvilested på Rødding kirkegård, og sørgefesten på Spøttrup rygtedes viden om. Det mærkedes, at det var "Kongen af Salling", der var gået bort.
Som herre på Spøttrup førte han et gæstfrit hus, og den med årene lidt sære mand kunne være en munter og livlig vært. Men det var hans livs sorg at han ingen børn havde, hvem han kunne overlade sine rigdomme. Efter sin første hustrus død 1824, ægtede den aldrende mand den 22-årige Anna Dorthea Hagensen. Men deres syv børn døde alle som små, og det gamle ord, "at intet barn, som fødes på Spøttrup, skal kunne leve", fik en underlig bekræftelse med dette hjem. Sin gamle kærlighed til lærdom tro, testamenterede han store legater til de 5 latinskoler i Ribe, Viborg, Aalborg, Randers og Aarhus; det er det største legat, der nogensinde er skænket dansk skolevæsen. Også andre legater oprettede han, bl.a. til fremme af hesteavlen i Salling. Dog var der også tænkt på de fattige i hans sogn, men først efter hans død. Han var ejer af over 5 tdr guld (en tønde guld er lig med 200.000 kr.)

Nis Nissen
Født:	1770 eller 1771 i Hillerup ved Ribe
Død:	Mellem 1845 & 1850 ?
Ægtefælde:	1. gang med Frk. Stadel, 1824, fra Ullerup, Mors. 2. gang, den 13/5-1825 med Anne Dorthea Hagensen.
Børn:	Fik 7 børn med Anne Dorthea Hagensen, men de døde alle som små.
Forældre:	Peder Nissen, 1788 / Bodil Hillerup, 1808

Ejer af Spøttrup hovedgård og gods i Salling. Peder Nissen, Nis Nissens far, og hans hustru Bodil Hillerup var vestjyske bønderfolk der havde tjent sig op ved studehandel. Sønnen Nis Nissen var født 1771 i Hillerup ved Ribe, hvor faderen havde sin første gård og allerede da så velstående, at han 1778 kunne købe Voldbjerg og sætte den opvakte dreng i Ribe Latin skole. Få år efter købet af Spøttrup døde han imidlertid (1788) og den syttenårige yngling måtte forlade skolen og studierne, og drage til Salling for at hjælpe moderen med bedriften... Den unge Nis Nissen drev således gården for sin moder i faderens spor, fra 1802 som den virkelige ejer. Den 19. juni 1803 fik han Spøttrup lovformeligt tilskødet og samme år giftede han sig med Karen Stadel fra Ullerup, Mors. I 1808 døde moderen, og han måtte udløse sine fire søskende for at få fuld rådighed over gården. Det blev svære år for den unge herremand, de vanskelige tider omkring 1813 var ved at slå ham helt ud, men ihærdigt slid og stor sparsomhed bragte ham over de økonomiske vanskeligheder. Og fremgangen holdt sig. I trediverne stod han på højdepunktet, kaldtes på egnen "Kongen af Salling"... Nis Nissen blev efterhånden en meget rig mand - flere tønder guld værd. Menigmand tog det bogstaveligt, og der gik de særeste rygter om tønder med guld, der stod opstablede i de gamle hvælvinger". Nis Nissen på Spøttrup, der sikkert har stået som et forbillede for mange, var bekendt for sin store nøjsomhed, dog var han altid parat til at hjælpe, hvor det var på sin plads. Der fortaltes, at han forbød, at der måtte ringes med kirkeklokken i Rødding Kirke, "den ringning sled på klokken og var til ingen nytte". Han tog ingen som helst hensyn til det religiøse som er forbundet dermed, og så med et verdsligt øje på sagen, der fik ham til at udbryde: "Solen går så pinede nok sin gang, enten degnen hænger i klokkestrengen morgen og aften eller ej", og byens lærer havde sikkert ikke noget imod at blive fritaget for den byrdefulde forretning, om det var muligt, da han havde et længere stykke vej til kirken. Man anså på den tid Nis Nissen for at være Jyllands rigeste godsejer. Han ejede således hele det store sogn med 40 fæstegårde og 26 huse med jord til, og dog satte han sig imod at afstå 6 tdr. land fra sin fæstegård til skolen, som ingen jord havde, og læreren var lønnet med kun 300 rdl årlig hvorfra blev trukket 50-60 rdl i penge til den forrige lærers hustrus pension, så ingen lærer ville forblive der. Nissen blev dog dømt til af kancelliet at afstå jorden. Skolen var klinet op af ler og med faste borde i stengulvet, og døre og vinduer var utætte. Denne mand, der ikke ville gøre det mindste for at forbedre de elendige forhold i sin landsbyskole. Nis Nissen var en mand af den gamle skole. Streng og stædig i sin retsbevidsthed, fordringsfuld over for andre, men ikke mindre over for sig selv, retskaffen og ordholdende i al sin færd. En streng husbond var han, om hvis hårdhed der fortaltes mange tider smigrende træk, men hans eftermæle hos de Spøttrup fæstebønder kan ikke have været det sletteste; thi de bar ham ved hans ligbegængelse fra gården til hans sidste hvilested på Rødding kirkegård, og sørgefesten på Spøttrup rygtedes viden om. Det mærkedes, at det var "Kongen af Salling", der var gået bort. Som herre på Spøttrup førte han et gæstfrit hus, og den med årene lidt sære mand kunne være en munter og livlig vært. Men det var hans livs sorg at han ingen børn havde, hvem han kunne overlade sine rigdomme. Efter sin første hustrus død 1824, ægtede den aldrende mand den 22-årige Anna Dorthea Hagensen. Men deres syv børn døde alle som små, og det gamle ord, "at intet barn, som fødes på Spøttrup, skal kunne leve", fik en underlig bekræftelse med dette hjem. Sin gamle kærlighed til lærdom tro, testamenterede han store legater til de 5 latinskoler i Ribe, Viborg, Aalborg, Randers og Aarhus; det er det største legat, der nogensinde er skænket dansk skolevæsen. Også andre legater oprettede han, bl.a. til fremme af hesteavlen i Salling. Dog var der også tænkt på de fattige i hans sogn, men først efter hans død. Han var ejer af over 5 tdr guld (en tønde guld er lig med 200.000 kr.)